Bliv Rosenterapeut
Uddannelsen til Rosenterapeut tager fire år, hvor du gradvist lærer at rumme og guide kropslige processer i dig selv og klienten. Derudover lærer du at forfine og mestre den nærværende berøring, der hjælper klienter med at komme fra hovedet og ned i kroppen. Du lærer også at “tale til kroppen”, så dialogen mellem dig og klienten kan invitere det frem, som klienten endnu ikke er bevidst om i sit liv.
Uddannelsen er bygget op af fem dages intensivkurser, emotionel anatomi 1, 2 og 3, et kursus i klinik og klienter, supervisioner og et praktikår. Her lærer du som elev at skabe kontakt via dialog, nænsom berøring og bevægelse. Denne særlige kontakt og nærværende tilstedeværelse smitter af på dit eget liv. Du kan derfor se frem til en spændende, indsigtsfuld og berigende personlig udvikling, mens du uddanner dig til Rosenterapeut.
Det er 22 år siden, at jeg var på grundkursus i Rosenmetoden og min livslange rejse med kropsterapi startede. Det tog mig 8 år at tage uddannelsen, for jeg fik to børn undervejs.
Siden jeg blev færdiguddannet i 2012 har jeg brugt uddannelsen på forskellig vis. Mest til at give behandlinger i egen klinik, men også i skrivningen af et kandidatspeciale og to bøger.
Rosenmetoden har lært mig at møde mine egne indre sansninger på en måde, så de forandrer sig og jeg har det godt. Det har jeg haft stor brug for i mit liv, da jeg er vokset op med en far der var voldelig og udsatte mig for seksuelle overgreb.
Den blide og nænsomme berøring og kontakt, der er i Rosenmetoden, har hjulpet mig tilbage til at kunne mærke mig selv, livet og andre. Det har selvfølgelig ikke altid været let, for der har været mange svære følelser, kropsfornemmelser og tanker at forløse, rumme og bearbejde.
Førhen var jeg altid dygtig og tilsyneladende også altid glad. Det var jeg jo selvfølgelig ikke indeni. Der var jeg dybt ulykkelig og knust over hvad andre havde gjort imod mig.
Jeg er i dag meget mere klar over, hvem jeg er og hvad jeg prioriterer i livet. Det var jeg ikke altid før jeg mødte Rosenmetoden. Jeg er i dag heller ikke bange for at have forskellige følelser, tanker og sindsstemninger i løbet af en dag. For jeg ved, at det er et helt almindeligt menneskeligt vilkår, som vi alle sammen lever med.
Det bedste er, at min egen personlige udvikling gennem alle årene har gjort mig til en mere og mere nærværende Rosenterapeut, der kan guide mine klienter gennem svære følelser og kropsfornemmelser. Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde får lyst til at stoppe med at give Rosensessioner.
Anette Vinston Ritz, 53 år