Sådan foregår en behandling
Efter en indledende samtale foregår selve behandlingen på en briks, hvor du ligger i undertøj med et tæppe over. Terapeuten arbejder med sine hænder direkte på kroppen.
I lange perioder af behandlingen vil der være tavshed, således at du kan fordybe dig i den kropslige oplevelse, men undervejs vil Rosenterapeuten sige nogle ting, som har noget at gøre med den måde, din krop spænder på. Hendes ord er ikke ment som almindelig samtale, men er invitationer til at mærke ind i kroppen. Du er hele tiden velkommen til at sige, hvad du oplever undervejs i behandlingen.
Behandlingen varer 50-60 min.
Det er godt at have god tid efter en behandling.
Som regel vil det være en god ide med et forløb af behandlinger, dels fordi man bedre kan slappe af og give slip, når man er bekendt med situationen, og dels fordi spændingerne ofte er bygget op over tid og derfor bedst frisættes over tid.