Foreningen – din kvalitetssikring
Foreningen af Danske Rosenterapeuter er en faglig sammenslutning af Rosenterapeuter, Rosenbevægelsesinstruktører og praktikårselever. Vi har eksisteret siden 1995. Vores formål er at udbrede kendskabet til Rosenmetoden i Danmark og at sikre, at Rosenmetoden praktiseres professionelt og etisk forsvarligt. Desuden arrangerer vi efteruddannelse. Vi udgør en del af vores globale faglige organisation The Rosen Institute.
Professionel behandling
Ved at vælge en Rosenterapeut, der er medlem hos os, får du tryghed for professionel behandling. Du har en garanti for, at din behandler er uddannet ved en godkendt uddannelsesinstitution og tilbyder Rosenbehandlinger, der er underlagt foreningens etiske regler. Disse regler sikrer, at du som klient mødes med respekt og tavshedspligt.
Vi står inde for, at Rosenbehandlingerne står for sig selv og ikke er blandet med andre behandlinger. Det er desuden muligt at klage over uretmæssig brug af navnet Rosenmetoden eller en Rosenterapeuts/Rosenbevægelsesinstruktørs behandling til foreningens etisk-juridiske udvalg, uafhængigt af om terapeuten/instruktøren er medlem af Foreningen af Danske Rosenterapeuter.
Faglig udvikling
Vi arrangerer medlemsmøder, koordinerer erfaringsgrupper og efteruddannelse for medlemmerne.
Medlemmerne orienteres løbende om gældende lovgivning i Danmark og udviklingen inden for Rosenmetoden internationalt.
Uddannelsen
Navnene Rosenmetoden og Rosenterapeut er beskyttet og må kun benyttes, hvis man er certificeret gennem en skole anerkendt af The Rosen Institute i USA. Uddannelsen kan tages i hele verden, og den består af forskellige ugekurser kaldet intensiver.
Se mere om uddannelsen i Danmark: www.rosenmetoden.dk
Links til uddannelsen internationalt: www.rosenmethod.net