Vedtægter

Vedtægter

Vedtægter For Rosenmetoden i Danmark, Foreningen af Danske Rosenterapeuter

 

§1. Navn og hjemsted

Foreningens navn er ”Rosenmetoden i Danmark – Foreningen af Danske Rosenterapeuter” (herefter kaldt FADRT), og den har sit hjemsted i Danmark.

 

§2. Formål

a. At gøre Rosenmetoden kendt i Danmark

b. At give medlemmerne mulighed for faglig støtte og vækst

c. At sikre at navnet Rosenmetoden benyttes efter reglerne fastsat af The Rosen Institute og at foreningens etiske regler overholdes

 

§3. Medlemskab

FADRT har tre typer medlemskab:

A: Aktivt medlemskab: Certificerede Rosenterapeuter (RT) og/eller Rosenbevægelseslærere (RBL) samt godkendte praktikårselever i et af de to fag.

B: Passivt medlemskab: Alle elever under uddannelse til RT eller RBL. Uddannede RT eller RBL, der ikke praktiserer mere.

C: Støtte medlemskab: Alle, der vil støtte foreningens arbejde, men ikke kan blive medlemmer under A eller B. Herunder også udenlandske kollegaer, der er hovedmedlemmer i deres eget land.

Medlem af FADRT er den, som har betalt kontingent.

Stemmeret på generalforsamlingen har medlemmer i kategori A. Medlemmer i kategori B kan deltage uden stemmeret.

Udmeldelse sker ved enten skriftlig henvendelse eller ved udeblivende betaling en måned efter seneste betalingsdag. Kontingentet betales halvårligt. Beløbet er det samme, om man melder sig ind først eller sidst i perioden og dækker et medlemsskab frem til næste fastsatte kontingentbetaling.

 

 

§4. Generalforsamling

Er øverste myndighed og afholdes hvert år inden udgangen af april. Datoen for årets generalforsamling meddelelse senest seks uger forud.

Indkaldelse udsendes senest tre uger forud, og skal indeholde: Dagsorden, regnskab, budget og indkomne forslag.

Forslag som ønskes behandlet på generalforsamlingen sendes til bestyrelsen senest to uger forud for afholdelsen.

Referat føres fra generalforsamlingen. Kopi af referatet sendes til alle medlemmer senest en måned efter generalforsamlingens afholdelse.

 

Dagsordenen skal indeholde følgende:

1. Valg af dirigent, referent og to stemmetællere

2. Godkendelse af mødeindkaldelsen og dagsorden

3. Beretning fra bestyrelse og udvalg

4. Godkendelse af regnskab

5. Indkomne forslag

6. Handlingsplan for budgettet

7. Godkendelse af budget, herunder fastsættelse af kontingent

8. Valg af formand, bestyrelsesmedlemmer og suppleanter

9. Valg til udvalg

10. Valg af ekstern revisor

11. Eventuelt

 

Ekstraordinær generalforsamling kan gennemføres, når mindst tre bestyrelsesmedlemmer eller en tiendedel af de stemmeberettigede medlemmer ønsker det. Indkaldelsen skal ske med skriftligt begrundelse, senest fire uger efter anmodningen og med mindst fem dages varsel.

 

§5. Afstemningsregler

Alle afstemninger undtagen vedtægtsændringer afgøres ved simpelt flertal blandt de stemmeberettigede, hver stemmeberettiget har en stemme.

Fuldmagt kan benyttes ved afstemning, dog max. et stk. pr. fremmødt, aktivt medlem.

Skriftlig afstemning afholdes, blot én person ønsker det.

 

§6. Vedtægtsændring

Vedtægtsændring af paragraf 1-10 kan vedtages når mindst halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer er til stede, og mindst to tredjedele af disse stemmer for. Hvis der er for få på mødet, men to tredjedele af de fremmødte stemmer for, kan vedtægtsændringen vedtages på efterfølgende generalforsamling med to tredjedeles flertal uanset fremmøde.

 

§7. Bestyrelsen

Består af en formand, en næstformand og en kasserer, som vælges direkte på generalforsamlingen. Bestyrelsen varetager økonomistyringen og har det overordnede ansvar for foreningens aktivieteter i henhold til vedtægterne.

Desuden vælges to suppleanter blandt de stemmeberettigede på generalforsamlingen. Ved frafald af bestyrelsesmedlemmer træder suppleanterne ind. I det tilfælde kan bestyrelsen vælge at omrokere posterne imellem sig.

Bestyrelsesmedlemmer vælges for to år ad gangen. I lige år vælges formand. I ulige år er kassereren og næstformanden på valg. Suppleanter vælges hvert år.

I fald man ikke kan sammensætte en bestyrelse på tre personer, skal der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når alle tre bestyrelsesmedlemmer, formanden, næstformanden og kassereren er enige.

Bestyrelsesmøder afholdes efter behov, men mindst tre gange om året. Der skrives referat fra møderne som gøres tilgængelige for medlemmerne.

 

§8. Udvalg

Udvalg nedsættes/afsluttes efter behov af generalforsamling og/eller bestyrelsen og er underlagt foreningens budget. Hvert udvalg ansøger om budgetgodkendelse i bestyrelsen og får sit eget budget. Bestyrelsen afsætter penge til udvalgenes budget i henhold til foreningens budget og handleplanen vedtaget på generalforsamlingen. Muligheden tilbydes alle projekter og udvalg som gerne vil fremstå med foreningens navn eller have forenings økonomiske støtte.

Udvalgene vælger en udvalgsformand. Bestyrelsen kan invitere udvalgsformanden til at deltage i bestyrelsesmøder efter behov, samtidig har udvalgsformanden ansvar for at rapportere til bestyrelsen. Udvalgsformanden har hovedansvaret for at projektet går i retningen af det beviljede. Udvalgsformanden står for mødeindkaldelser i udvalget.

Medlemsantal i udvalgene kan variere.

Alle udvalg opfordres til at føre referat af møder af hensyn til kontinuiteten i arbejdet.

Etisk/juridisk-udvalg skal mindst bestå af tre medlemmer.

 

§9. Økonomi

Foreningens midler skal bruges aktivt i henhold til foreningens formålsparagraf.

Dispositioner over 50.000 kr. skal vedtages på generalforsamlingen.

Regnskabet føres af kassereren og fremlægges løbende for bestyrelsen. En ekstern registreret revisor, der hvert år vælges på generalforsamlingen, foretager gennemgang af foreningens årsregnskab for kontrol af, at midler forvaltes i henhold til vedtægterne. 

Revisor påtegner regnskabet med assistance erklæring (der udføres ikke revision).

Regnskabsåret er det samme som kalenderåret.

Eventuel gæld i foreningen hæfter bestyrelsen og aktive medlemmer for.

 

§10. Tegningsregler

Foreningen tegnes af to bestyrelsesmedlemmer i fællesskab. Disse kan give fuldmagt til en person, også uden for bestyrelsen til bestemte formål.

 

§11. PR og information

Kun aktive medlemmer kan benytte foreningens navn, materialer og logo i professionel sammenhæng.

§12. Foreningens opløsning.

Til vedtagelse af foreningens opløsning kræves det, at to tredjedele af de stemmeberettigede medlemmer er fremmødt til en generalforsamling indkaldt med dette formål, og at tre fjerdedele af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer for en opløsning.

Stemmer tre fjerdedele af de stemmeberettigede medlemmer for en opløsning, men er fremmødet ikke tilstrækkeligt, kan opløsningen vedtages på en efterfølgende generalforsamling med tre fjerdedele af de fremmødte stemmeberettigedes stemmer.

Denne efterfølgende generalforsamling skal være indkaldt til formålet med mindst fem dages varsel og senest fire uger efter den første.

Bestyrelsen sørger i tilfælde af foreningens opløsning for at afvikle foreningens aktiver og overføre evt. midler til en anden anerkendt Rosenmetodeforening i Danmark eller udlandet, eventuelt til en kendt velgørenhedsforening.

 

Denne forening er startet ved stiftende generalforsamling i København d. 1. marts 1995 af

Peter Toft Nielsen, Agnes Brunstad, Birgit Tangø Dahl, Tonny de Stobbeleir, Sigrid Jensen, Agnete Berg-Nielsen, Dorrit Langsted Olsen, Rose Marie Ezelius.

Vedtægternes paragraf 1-11 er revideret af generalforsamlingen i København d. 23. april 2004.

Vedtægternes paragraf 5 er revideret af generalforsamlingen i Fredericia den 12. marts 2011.

Vedtægternes paragraf 7 og 9 er revideret af generalforsamlingen 2012, og ændringerne blev endeligt godkendt ved generalforsamling 10.3.2013 i Skanderborg.

Vedtægternes paragraf 3, 7, 8 og 10 er revideret ved generalforsamlingen den 1.3.2015 i Odense.

 

Blid og respektfuld berøring, der skaber bro mellem krop, følelser og bevidsthed.